torsdag den 19. september 2013

Erving Goffman - Rolleteori

Erving Goffman anvender et dramaturgisk perspektiv, som et redskab til at forstå hvordan og hvorfor mennesker handler som de gør. Ifølge Goffmans teori, mener han at hverdagen er bygget op som et skuespil og at alle har forskellige roller og agerer herefter, uanset om man er optrædende eller publikum.

Den udramatiske dramaturgi

Det dramaturgi som Goffman beskæftig sig med, er de fysiske rammer vi befinder os i. Hverdagens liv bliver de forestillinger, vi alle er en del af, hvad end det er eget eller andres skuespil. Vi indgår alle i forestillingen, som enten publikum eller som optrædende, men alle har en vigtig rolle for skuespillet som helhed.

De dramatiske elementer kan opdeles i seks elementer: forestillinger, hold, regioner, selvmodsigende roller, kommunikation uden for rollen og indtryksstyring.

Forestillinger:

Goffman mener, at man ved at optræde, bevidst forsøger at gøre indtryk på de andre der er til stede i forestillingen. Man kan påtage sig en rolle, men dette er ikke nødvendigvis ens dybere personlighed.

Goffman beskriver facaden, som en del af forestillingen, for at dramatisere og idealisere denne forestilling.
”Facaden er personens udtryksudstyr i forestillingen”. ”Dramatisering er udtryk for det forhold, (…) der er med til at understrege, det vi er ude på at formidle andre. Vi gør brug af disse dramatiske tegn for at sikre os, at omgivelserne eller publikum har forstået omstændigheder, som ikke altid er til at få øje på.” (p. 97)

Facaden er en vigtig del af det forestillingen går ud på, nemlig at få publikum til at få et bestemt indtryk af aktøren. Facaden er noget man pålægger sig, fuldt eller delvist bevidst. Den er med til at formidle et bestemt budskab til tilskuerne. Det er både det verbale og det non-verbale sprog, når man snakker om facade.

Goffman beskriver hold, som en optræden, som kræver en form for samarbejde mellem deltager på et hold og det hold sammenarbejder om at definere den sociale situation.

Goffman definerer et hold som ” Enhver samling af individer, der samarbejder om iscenesættelse af en enkelt rutine”

Goffmans definition af et hold, har samme træk som et hold rygere. Når rygerne mødes i skolens pauser, har de fra dag 1 defineret deres rygerutine. Rygerne har skabt en ”comfort zone”, hvor de som hold har defineret deres normer.

Ifølge af Goffmans teori skelner han mellem frontstage og backstage. Frontstage er her, hvor der både er aktører og publikum tilstede. Aktøren spiller efter de normer og værdier der er tilpasset efter den scene står i. Normerne og værdierne i denne pågældende scene, bliver bekræftet af hinandens udtryk. Frontstage er her man bærer en facade. Backstage er der, hvor aktøren har plads til at lave fejl inden det skal vises til publikum. Backstage er der hvor man vil fremvise scenarier for sig selv, for at fremme den ønskede opfattelse af sig selv til publikum. Bagstage er der hvor man kan lade masken falde og hvor personens sande jeg kommer til syne.

Roller:

Goffman arbejder med roller og det kan inddeles i fire: rolleforpligtelse, rolletilknytning, rolleomfavnelse og rolledistancering.

Rolleforpligtelse er en tildelt rolle, som man viser sig som, fordi man er nødt til det. Rolletilknytning er rollen, man ønsker at spille. Eksempelvis kan man som ung have fået tildelt rollen som ryger blandt vennerne, men derhjemme ønsker man rollen som ikke-ryger. Rolleomfavnelse er en rolle som vi selv synes er spændende og tager på os fordi vi ønsker det. Rolledistance er den distance der er mellem de to roller som man giver sig ud for at være. Det er altså distancen mellem det sande jeg og den rolle man befinder sig i socialt. Det kan være en festryger der påtager sig rollen som ryger i festlige sammenhæng for at være en del af fællesskabet. Der er her også en distance mellem personen sande jeg som ikke ryger til hverdag, men føler sig – i sociale sammenhæng - nødsaget til at ryge for at være med i fælleskabet. (4)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar